What´s in a name?

Som Stavudøver bliver man ikke sjældent spurgt om, hvorfor Stav egentlig hedder som det gør? Hvad betyder begrebet Stav? Det korte svar på spørgsmålet er, at man indenfor Hafskjold familien brugte vendingen at sette stav om udførelsen af runestillingerne og arbejdet med kampkunsten, og at ordet Stav derfor var en oplagt betegnelse at bruge, da den tidligere navnløs familietradition for ikke så frygtelig mange år siden fik brug for et navn udadtil. Dette forklaring røber dog ikke meget om, hvad ordet i sig selv indebærer? Betegnelsen Stav henviser til mange forskellige ting. Jeg vil her kort nævne nogle af de mest åbenlyse.

Først og fremmest henviser betegnelsen Stav til... ja – en stav. Som i et forholdsvist langt og smalt stykke træ. Dette er traditionens primære værktøj til at illustrere forskellige pointer og principper, hvad enten det drejer sig om kropslige øvelser eller filosofiske koncepter.
Saver man denne stav i mindre stykker og skærer runetegn heri, har man, hvad der kaldes runestave. Disse runestave kan eksempelvis anvendes som et terapeutisk redskab til at rådgive folk med.
Tager man nu disse runestave og analyserer de forskellige runetegns form og struktur, kan man se, at hver af disse runetegn består af én vertikal hovedstav og op til flere diagonale bistave (ís og úr er her undtagelserne, der bekræfter regelen).
Det ses altså tydeligt, at betegnelsen Stav er tæt knyttet til runerne, som på mange måder kan siges at udgøre rygraden af Stav. Udover at danne basis for runestillingerne –en serie af kropslige øvelser, som er gavnlige for helbredet og en del af fundamentet for stridskunsten – benyttes runerne også som et mnemoteknisk klassifikationssystem, hvor hver enkel rune tilknyttes en række korrespondancer og betydninger, der tilsammen udgør et omfattende system.
Stav kan derfor lidt forsimplet forklares som runekundskab. Traditionen indeholder forskellige redskaber, der bruges til at lære denne kundskab både fysisk og mentalt.
På et andet plan henviser begrebet Stav desuden til den norrøne digtertradition. Indenfor denne tradition betegnede skjaldene et vers som en stav, og som poetisk virkemiddel benyttede de sig af de såkaldte stavrim, hvor trykstærke ords første stavelser allitererede med hinanden.