søndag den 6. april 2014

Forårets kald

Nu, hvor landet grønnes og naturen demonstrerer sin grokraft, kan man begynde at udforske det aspekt af Stav, som kaldes teinseid. 

Tein betyder direkte oversat 'kvist', og henviser til planter i form af urter, buske, træer, m.m. Teinseid er altså en form for urtekundskab, hvor nyttige planter med medicinske egenskaber knyttes sammen med runerne som en del af Stavs omfattende mnemotekniske system. En del af korrespondancerne er forholdsvis åbenlyse, fx Bjørk og birk, Yr og taks, mens andre kræver et mere indgående kendskab til mytologien og planternes egenskaber for at afkode, fx Thor og røn, Kreft og malurt, kulsukker og Tyr. Bemærk at flere af listens planter i dag betegnes som ukrudt af de fleste haveejere. 

Med tiden kan man med fordel begynde at tilføje egne korrespondancer til listen alt efter, hvilke brugbare planter, der vokser rundt omkring én. Således kan man øge sin forståelse af ens naturlige nærmiljø samtidig med, at man internaliserer en del af Stavtraditionen uden at forlade dens grundlæggende principper.


Fe - byg/hassel
Ur - vejbred/fyr
Thor - burre/røn
Ås - havre/ask
Rei - følfod/hyld
Kr
eft - malurt/gran

Hagl - melbærris/bøg
Nød - mælkebøtte/brændenælde/hindbær; el/pil/elm
Is - gråbynke/enebær
Ar - blåbær/alm. kristtorn
Sol - kamille/eg

Tyr - kulsukker/lind
Bjørk - hør/birk
Mann - liljekonval/hvidtjørn
Laug - løg/æble
Yr - røllike/taks


Teinseid falder indenfor lægekunstens bindrune, hvor det symboliseres ved Bjørk-runen. Teinseid udgør den ene halvdel af karlens område indenfor helbredelse, hvoraf den anden er lokkseid, en form for shamanistisk trancearbejde, som symboliseres ved Mann-runen.





(Tak til Roland Zerpe for lån af billede.)

søndag den 3. november 2013

Ice & Fire & Alfheim

Sidste søndag var der træningsdag ved Trelleborg. Til trods for et noget utilregneligt efterårsvejr forløb dagen rigtig godt med besøg af både gamle kendinge og nye ansigter.

Vi arbejde med runestillinger (trælform) og parøvelser med stav baseret på træl, karl og herse klasserne. Herimellem brugte vi dog størstedelen af tiden på 16 øvelser med staven. Det er en række øvelser, der er udviklet på baggrund af de 16 runestillinger af Graham Butcher. Derfor hører de ret beset under Ice & Fire's pensum, men efter min mening udgør de et godt pædagogisk værktøj i Stavtræning generelt set - særligt for begyndere - af følgende årsager: 

  • De fungerer som en let opvarming og udstrækning af kroppen; 
  • De udgør en kropslig mnemoteknik, der yderligere rodfæster runernes rækkefølge og form i udøverens krop og sind; 
  • De hjælper til at opnå fortrolighed med og kontrol over staven; 
  • De forbereder udøveren til decideret kamptræning. 

Øvelserne bygger således bro mellem de helt grundlæggende runestillinger og den mere specialiserede kamptræning.



En af deltagerne har klippet denne fine video sammen af undertegnede, der demonstrerer de 16 øvelser med stav (tak for det, Thomas!). 


Det vil med andre ord sige, at der ikke længere er nogen undskyldning for ikke at kunne huske øvelserne ... God træning derhjemme i haverne :)

fredag den 11. oktober 2013

Synes godt om: fast træningsdag

Alfheim Stav er begyndt at udbyde fast træning igen. Det foregår i Odense (Fyn) eller ved Trelleborg (Sjælland) alt efter, hvor deltagerne bor i landet. Er du bosat i Jylland, og ønsker at træne dér, så send en besked, og hvem ved? Måske vi finder ud af noget ...

Næste træningsdag bliver søndag d. 27/10 ved Trelleborg, kl. 13-17. Giv besked for flere informationer og tilmelding. Det er åbent for både begyndere og øvede. Fotos og røverhistorier følger.


Desuden har Alfheim Stav oprettet en side på Facebook, hvor der bliver opslået nyheder, fotos, relevante links og andet godt. Find den her og synes godt om, hvis du ... ja, synes godt om den: https://www.facebook.com/alfheimstav



torsdag den 14. juni 2012

We ourselves must walk the path

"Tab for Alt ikke Lysten til at gaae: jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke [kan] gaae fra den. 

Selv om man gik saaledes efter sit Helbred, at dette bestandigt var een Station forud – jeg vilde dog sige: gaae! Det er jo ogsaa aabenbart[,] at man dog ved at gaae bestandigt kommer Velbefindendet saa nær som det er En muligt, selv om man ikke ganske naaer det, – men, ved at sidde stille, og jo mere man sidder stille, desto nærmere kommer Ildebefindendet. Kun i Bevægelse er Sundheden og Frelsen at finde. Nægter Nogen, at Bevægelsen er til: saa gjør jeg som Diogenes, saa gaaer jeg. Negter Nogen, at Sundheden er i Bevægelsen, saa gaaer jeg fra alle sygelige Indvendinger.  

Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok."

- Søren Kierkegaard, brev til sin svigerinde Henriette Kierkegaard (1847)

onsdag den 28. marts 2012

Fællesnordisk Stavtræf

Godt nyt: Årets Stavbegivenhed falder sted i pinsen i år, så sæt allerede nu kryds i kalenderen!

Fra fredag d. 25. til mandag d. 28. maj afholder vi et fællesnordisk Stavtræf her i Danmark, hvor vi får besøg af ingen anden end Ivar Hafskjold. Træffet byder på 4 dages træning for krop og sind, samt masser af socialt samvær med mulighed for at knytte nye venskaber. Det er den oplagte mulighed for alle, som ønsker at blive klogere på Stav, hvad enten man er helt grøn og ønsker at opleve, hvad Stav er for en størrelse, eller gammel i gårde og ønsker at finpudse sine færdigheder og udvikle sin stil.

Arrangementet vil komme til at foregå på Fyn, prisniveauet vil være absolut rimeligt og humøret skyhøjt.

Så skynd dig at tilmelde dig på tlf.nr. 2860 3869 eller alfheim.stav(snabel-a)gmail.com inden din nabo, og inviter familie, venner og bekendte til at deltage. Det bliver stort!

Tag et kig på denne video fra Ice and Fire´s Stav Summer Camp for at se, hvad et Stavtræf kan byde på: http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=v6CEwV5YImo