Den enbenede gud misunder edderkoppen. Edderkoppen misunder slangen. Slangen misunder vinden. Vinden misunder øjet. Øjet misunder hjertet.
-:-
Den enbenede gud sagde til edderkoppen: ”Jeg kan humpe omkring på ét ben uden at behøve at samarbejde med noget som helst andet. Men hvordan bærer du dig egentlig ad med at holde styr på alle dine ben?”
Edderkoppen svarede: ”Jeg holder slet ikke styr på dem! Har
du aldrig lagt mærke til, når folk nyser – uden mundbind på – og spyttet flyver
ud af munden på dem? Nogle spytklatter er som store perler, andre som små
dråber tåge. De flyver hulter til bulter omkring og daler ned både her og der,
og det er umuligt at tælle, hvor mange der er. Sådan er det også, når jeg
bevæger mine ben. Det går helt af sig selv, og jeg har ingen anelse om, hvordan
det går til.”
Edderkoppen sagde til slangen: ”Hvordan går det til, at jeg med mine mange ben ikke er lige så hurtig og smidig som du, der ingen ben har?”
Slangen svarede: ”Hvordan skulle vi kunne lave om på den
måde, virkeligheden har indrettet os på? Hvad kan jeg gøre ved det? Jeg har
ingen brug for ben.”
Slangen sagde til vinden: ”Jeg bugter mig af sted ved hjælp af min hovedstav, det minder dog om at have ben. Du kommer susende fra Nord og suser videre til Syd uden at have det, der minder om ben at gå på. Hvordan går det til?”
Vinden svarede: ”Ja, det er bare sådan det er. Jeg suser ganske
rigtigt fra Hel til Surt, men den, som blot stikker en finger i vejret eller
puffer til mig, kan ændre min kurs og overvinde mig. Og dog er jeg i stand til
at knække træstammer over og blæse huse omkuld. Netop i kraft af den egenskab,
der er skyld i mine mange små nederlag, vinder jeg en stor sejr. Og det er
ellers af alle væsener kun den store mester beskåret at vinde en sådan sejr.”
Vinden sagde til øjet: ”Hvordan kan det være, at jeg, der lynsnart farer hid og did gennem luften, ikke kan ankomme lige så hurtigt som du, der aldrig forlader din hule og alligevel kan bestige den højeste tinde på ét øjeblik?”
Øjet svarede ved at rynke brynet og stirre hvast gennem
vinden. Så vendte det sig mod hjertet og blinkede.
Hjertet smilede blot, mens det ufortrødent lukkede sine øren
op & i for livets strømning, og fortsatte sin stille gang på stedet.
-:-
Fri gen- og tildigtning af uddrag fra den Græsrige Mesters 17. bog kaldet ”Efteråret er oversvømmelsernes tid”.
